Lene Kjær - Systemisk og Narrativ psykoterapeut
empty.png

Eksempel Hans

Hans, 42 år, har i en længere periode følt sig svimmel. Han undersøges af lægen, som konstaterer et lidt for højt blodtryk. Lægen finder ikke en fysisk årsag til svimmelheden, og spørger til Hans` arbejdsliv og privatliv. Hans fortæller om en uoverskuelig hverdag på arbejdet, pga en omstrukturering, som Hans har svært ved at forstå. Det er også svært på hjemmefronten, fordi hans kone har mistet sit arbejde og sit humør. De 3 børn kræver også opmærksomhed, og Hans erkender, at han skælder mere ud end godt er. Da lægen siger stress, aner Hans hverken ud eller ind.
Heldigvis søger Hans hjælp. Vi arbejder med vejrtrækning og forbindelsen mellem det stressede nervesystem og kroppen. Hans bruger dagligt mindfulness teknikker. Vi bruger også naturen som ramme for vores samtaler. I naturen kan Hans bedre trække vejret og tænke ikke stressede tanker. Efter nogle uger får Hans mere ro på sit nervesystem. Vi kan nu begynde at tale om, hvordan Hans kan være en god far igen, som han udtrykker det. Her finder vi alle de positive erfaringer, Hans har som far, men som han havde glemt. Vi taler om Hans` styrkesider, og Hans begynder at se sig ser, som en der kan håndtere svære situationer. Hans har nu overskud til også at være der for sin kone, der selv får hjælp til sin depression. Hans` nyvundne eller genfundne kræfter, giver ham mod på at se på sin arbejdssituation. Vi finder ud af, at Hans i sin barndom, stod i en situation, der minder om arbejdssituationen. Pga forældrenes skilsmisse, blev Hans midlertidig sendt til en onkel for at bo. Forældrene fik ikke fortalt Hans hvorfor. Hans forstod det ikke, han blev bange og handlingslammet. Vi forestiller os, at Hans dengang blev bedre informeret, og dermed fik mulighed for at agere anderledes. Dette lille tricks overfører vi til Hans aktuelle arbejdssituation. Hans ser igen for sig, at han er en der kan håndtere svære situationer, og han går til sin leder for at få en større forståelse af situationen. Nu kan Hans igen starte op på arbejde. Alting er ikke løst, men Hans har lært at navigere i svære situationer, og han har lært at tage imod hjælp.